Torsdag den 30. marts 2023 kl. 16.30 bliver den sidste udsmykning af passagerne ved gågaden Algade i Nykøbing indviet. Udsmykningen af passagerne har været en del af områdefornyelsen, som i perioden 2016 til 2023 har drejet sig om at forny og forbedre bykernen, stationsområdet og boligkarreerne for samlet 10,8 mio. kr.

Brændergården har fået ny belægning, og stationsforpladsen er ved at få ny indretning og nyt liv her. Derudover har der været en række mindre tiltag, de små hurtige succeser samt den kunstneriske udsmykning af nogle af de mange passager i byen.

Odsherred Teater gik med Geopark Odsherred og Nykøbing Handel Erhverv i 2016 sammen om et projekt om at udsmykke 10 passager i Algade med henblik på, at række ud til kunstnerne og til det gående publikum og beboere i Algade. Hensigten var at vise kunst i bybilledet i Nykøbing Sj. Som et kunstnerisk benspænd benyttede man Geopark Odsherreds fire ’ben’ gennem kunstneriske udtryk; råvarer, kulturhistorie, kunst og landskabet som inspiration. Teatret har ønsket at flugte deres teaterhus arkitektur og virke med det omliggende bymiljø og hilser på Geopark Odsherreds fokus på kunsten i området og nærmere bestemt ”samtidskunsten”. Værket er udført i samarbejde med billedkunstner Annika Thue Jensen.

Torsdag den 30. marts 2023 kl. 16.30 afsluttes passageprojektet med fernisering kl. 16:30 hos Odsherred Teaters nye værk i Teaterpassagen, Algade 36. Teaterleder Leiv Arne Kjøllmoen holder tale, efterfulgt af Titti Donsted Projektleder på områdefornyelsen som fortæller lidt om projektet og efterfølgende vil borgmester Karina Vincentz indvie værket. Billedkunstner Annika Thue Jensen er tilstede til en samtale om kunstværket i passagen.

Til arrangementet er der bobler og snacks i Teatercaféen. Tilmelding til helle@odsherredteater.dk. Der er plads til maks. 50 deltagere.

Formålet har været at lade 10 kunstnere udsmykke 10 passager med værker, der fortæller om Geopark Odsherreds fire temaer: fødevarer, kulturhistorie, landskab og geologi og nu også samtidskunst.

Følgende øvrige kunstnere har udsmykket passager:

Kunstneren Flemming H fra Rørvig, passagen ved Algade 15, med temaet ”sommerhuskulturen”
Billedvæver Margrethe Agger, Odden, passagen til nr. 12, med temaet ”købstæderne”
Maler Charlotte Bøgh, Vallekilde, passagen til nr. 27, med teamet ”inddæmninger og tørlægninger”
Keramiker Karin Sauer, Nyrup, passagen til Brændergården, med temaet ”Solvognen”
Fotograf Lars Wahl, Nykøbing Havn, passagen til nr. 37, med temaet ”kunst og kunsthistorie”
Billedhugger Peter Hesk, Nykøbing Havn, Lokalkompagniets passage, med temaet ”landskab og geologi”
Grafiker Eva Carstensen, loftet i passagen til nr. 41, med temaet ”sandflugt”
Keramiker Birgit Krogh, Nykøbing, passagen til Bystrædet med temaet ”kyster”
Glaskunstner Martin Birk Møller, passagen til nr. 30, med temaet ”fødevarer”
Billedkunstner Annika Thue Jensen, passagen til nr. 37, med temaet ”samtidskunsten”.

Læs mere her

Foto: SDL