Bliv social- og sundhedsassistentelev (SSA-elev) eller social- og sundhedshjælperelev (SSH-elev) på voksenelevløn – også selvom du ikke er er fyldt 25 år endnu. Sådan lyder det attraktive tilbud fra Odsherred Kommune til de unge, der drømmer om et meningsfuldt arbejde indenfor ældre- og sundhedsplejen.

I budgetaftalen for 2023 afsatte Odsherred Byråd nemlig 3,5 mio. kr. til at SSA-/SSH-elever kan tilbydes voksenelevløn allerede fra de fylder 18 år. Målet for indsatsen er at løse de store udfordringer med at fastholde og tiltrække personale til de store velfærdsområder, som alle kommuner står overfor nu og i de kommende år. Løsningen er at Odsherred Kommune forbliver en attraktiv arbejdsplads, hvor der er stort fokus på medarbejdernes trivsel.

Jasmin Lund Reichenbach (19) er en af de SSA-elever, der nyder godt af den nye ordning. Hun begyndte på den kombinerede EUX SSA-uddannelse i 2021, hvor hun opnår både en studentereksamen fra ZBC Holbæk og en SSA-uddannelse på de 4 år og 10 måneder, som uddannelsen varer.

For hende betyder tiltaget med voksenelevløn helt konkret, at hun går fra en månedsløn på 15.000 til 22.000 kr. før skat. Hun er ikke i tvivl om det gør Odsherred Kommune til et endnu mere attraktivt sted at uddanne sig og arbejde:

”Jeg valgte at søge ind på EUX SSA-uddannelsen og blive elev i Odsherred Kommune fordi jeg ønsker at arbejde med mennesker. Jeg oplever, at jeg får en rigtig god uddannelse og lærer en masse her. Selvom pengene aldrig var det vigtigste for mig, og jeg begyndte som EUX SSA-elev før voksenelevlønnen blev indført, så tror jeg, at det gør Odsherred langt mere attraktiv for andre at vælge som uddannelses- og arbejdssted, at kommunen tilbyder en bedre elevløn, end de andre kommuner gør. Det kan jeg også høre på mine kolleger,” siger Jasmin, der til daglig er tilknyttet Baeshøjgård.

Jasmin vil efter elevperioden gerne læse videre:

”Det er virkelig vigtigt for mig, at jeg lærer noget og bliver dygtigere. Jeg føler mig udfordret på det faglige niveau og har kunnet få lov at afprøve teorierne i praksis og nogle gange også oplevet, at ikke al teori passer i praksis, fordi mennesker er forskellige. Med min kombinationsuddannelse får jeg også mulighed for at uddanne mig videre senere. Jeg drømmer om at læse til jordemor og sammenlagt sparer jeg i virkeligheden tid ved at kombinere det bedste fra to verdener,” fortæller Jasmin.
Hun opfordrer andre unge til at se de spændende muligheder indenfor sundheds- og velfærdsområderne

”Man er ikke låst fast, og jeg oplever, at min elevplads i Odsherred åbner masser af døre og muligheder for mig. Jeg er meget glad for at være elev og for mine søde kolleger – og for at Odsherred Kommune gør noget for, at det er økonomisk attraktivt for os yngre elever at uddanne os her,” slutter Jasmin.

Kilde

Foto: ABW