Midt- og Vestsjællands Politi modtog torsdag aften kl. 22.26 via alarmcentralen en melding om, at et knivstikkeri havde fundet sted på Vig Festival i Odsherred.

Politiet i festivalområdet fik straks kontakt til en kvæstet, 25-årig mand fra Odsherred, der efter den indledende førstehjælp ved festivalområdet blev fløjet til Rigshospitalet i en tilkaldt lægehelikopter.

Store dele af festivalområdet blev afspærret i forbindelse med politiets tekniske undersøgelser og afhøring af vidner.

Oplysninger i forbindelse med den akutte efterforskning førte politiet på sporet af en 19-årig mand fra Odsherred, som på udramatisk vis blev anholdt i teltområdet ved midnat.

Politiet ønsker trods kontakt til mange personer i aftenens og nattens løb fortsat kontakt til vidner, der måtte have set uoverensstemmelser mellem to mænd på festivalpladsen.

– “Vi anser knivstikkeriet mellem de to mandlige festivaldeltagere som en udløber af personbårne uoverensstemmelser mellem de to parter”, udtaler vicepolitiinspektør Jacob Olsen som leder af efterforskningen og fortsætter:

– “Trods denne sag har politiet stadig den opfattelse, at gæsterne på Vig Festival kan forvente en tryg festival, hvor politiet som planlagt vil være til stede og samarbejde med festivalarrangøren om trygheden for gæsterne”, slutter vicepolitiinspektøren.

Den 25-årige forurettede er fortsat indlagt på Rigshospitalet til nødvendig behandling, men meldes i stabil tilstand og uden for livsfare.

Den anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor anklagemyndigheden vil sigte ham for drabsforsøg og fremsætte påstand om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil begære grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre.

Kilde

Foto: ABW