Lær For Livet i Odsherred fik den 11. december besøg af Dorthe Pagh fra LB Foreningen i Region Sjælland, der kunne overrække en check på 100.000 kr. Pengene skal gå til aktiviteter for børn og deres forældre i Lær For Livets Learning Clubs i Odsherred, Vordingborg, Stevns, Faxe og Lolland.

Der var stolthed at spore, da Lær For Livet tog imod Dorthe Pagh fra LB Foreningens uddelingsråd i Region Sjælland. Hun var mødt op for at overrække en papcheck, som det synlige bevis på, at Lær For Livet I Sjælland har modtaget en donation på 100.000 kr. til deres Learning Clubs i Odsherred, Vordingborg, Stevns, Faxe og Lolland.

Pengene skal bl.a. gå til flere aktiviteter og aftensmad til børnene, når de kommer i Learning Clubs om eftermiddagen og aftenen, samt en mulighed for at tilbyde børnene aktiviteter, som familierne ofte ikke har råd til på egen hånd. Man håber også, der kan blive råd til en større sommertur for børn og deres mentorer samt uddannelse af frivillige i klubberne.

”Vi er meget glade for den flotte donation fra LB Foreningen. Den skaber rammerne for, at vi kan arbejde videre med vores Learning Clubs og give børnene nogle flere oplevelser og styrker deres fællesskab endnu mere,” siger Mira Milling fra Lær For Livet.

De lokale Learning Clubs i de fem sjællandske kommuner har fokus på positive børnefællesskaber og brobygning til det etablerede fritids- og foreningsliv.

”Mange af vores børn har haft lidt tumultariske opvækstvilkår, hvor det ikke har været naturligt at søge fællesskaber i traditionel forstand. Det kan vi hjælpe med i Learning Clubs, som både er et fællesskab i sig selv, men som også kan åbne dørene til andre fællesskaber,” forklarer Mira Milling.

I LB Foreningen er man også glad for/stolt over/begejstret for at kunne være med til at støtte Lær For Livets arbejde:

”Vi er meget stolte over at kunne være med til at hjælpe med det stærke arbejde, som Lær For Livet laver med denne donation. Vi glæder os over at se det blive foldet ud og er sikre på, at det vil kunne give utrolig meget til børn, der får glæde af det,” siger Dorthe Pagh, delegeret i LB Foreningen og medlem af uddelingsrådet i Region Sjælland.

Pressefoto