Odsherreds Trafikmuseum inviterer til aften om ”Det danske Postvæsen gennem 400 år”.

Støtteforeningen for Odsherreds Trafikmuseum holder generalforsamling torsdag 27. marts 2025, kl. 19:15 på museet, Hørve Stationsvej 9, 4534 Hørve.

Efter generalforsamlingen er der som sædvanligt et arrangement. I år vil Ulrik Lindquist fortælle om Post- og Telegrafvæsenets, Post Danmarks og Post Nords 400-årige historie, et aktuelt emne, da Post Nord 6. marts har oplyst, at man slutter med at omdele breve med udgangen af 2025.

Ulrik startede i 1972 som cykelbud ved Ringsted Postkontor. Siden var han landpostbud ved Postvæsenet. Fra 1984 fik Ulrik sin egen rute i Ringsted midtby, en rute, han bestred indtil den sidste ombæring i 2016.

Efter sin tid som aktiv post er Ulrik tilknyttet Postlauget på Nyvang, og han står også for postbutikken på Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm.

På Odsherreds Trafikmuseum har vi også en udstilling om postbefordring med tog på Odsherredsbanen.

Læs mere på www.trafikmuseet.dk.

Alle er velkomne til en spændende aften på Trafikmuseet.

Foto: Odsherreds Trafikmuseum