Rundvisning med unikke historier fra Odsherred på Odsherred Museum.

Museumsinspektør Thomas Egeberg Lund Johansen har været curator på udstillingen ’Glimt’, som giver nedslag i 8 historier fra bronzealderen til NASA mission til Mars.
Thomas fortæller om kvindeskelettet fra jernalderen. Det lå i en kvindegrav og er taget op nøjagtig, som arkæologerne fandt hende ved Bobjerg ved Asnæs. Hun er omkring 2.000 år gammel.
Se dele af en skat (Algadeskatten) med over 3.000 sølvmønter, som aldrig har været udstillet før. Skatten blev fundet i Algade i Nykøbing ved siden af museet i 1930. Man mener, den blev begravet omkring 1290.
Hør også nogle helt særlige historier fra Odsherred under Anden Verdenskrig. For eksempel om modstandskvinden Fru Gideon og det felthospital, hun havde gemt på loftet til at bruge i kampen mod besættelsesmagten. Felthospitalet er udstillet.
Udstillingen Glimt er første step på vejen i planerne om et spændende kunst- og kulturtilbud, som Thomas også vil løfte sløret for.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside.
Tid: 4. marts kl. 17-18.
Sted: Odsherred Museum, Grundtvigsvej 12, Nykøbing Sj.
Rundvisningerne bliver gentaget hen over sommeren. Se øvrige datoer på Museum Vestsjællands hjemmeside.

Få historien om de røde sko i udstillingen Glimt. Foto: Museum Vestsjælland