Odsherred Kommune lancerer to ny selvbetjeningsløsninger, der gør det langt nemmere for borgere, foreninger og skoler

Indtil for et par år siden var det forholdsvist enkelt, hvis man som forening i Odsherred ville arrangere overnatning i en kommunal idrætshal i forbindelse med et stævne – eller hvis man skulle lave et indendørs arrangement for mere end 150 mennesker. Man kunne udfylde en blanket og sende til det lokale politi og brandvæsen, som derefter kunne behandle ansøgningen på et par dage.

Med det nationale Bygningsreglement BR18 blev tingene desværre noget mere komplekse. Nu kræver den type arrangementer at der oprettes en sag i kommunens byggesagssystem. Sagerne har desuden indtil nu skulle meddeles kommunen via den ikke altid helt overskuelige Byg & Miljø portal. Tilmed skulle det ske senest 14 dage før arrangementet. Alt sammen til stor frustration for bl.a. Ole Gerhardt Nielsen fra Højby Lokalråd:

”Det var da megafrustrerende for os, at noget der hidtil havde været ret overskueligt pludselig blev så besværligt. Og det har trukket tænder ud hos foreningerne. Man bliver jo ikke frivillig i en forening eller laver stævner for de unge i lokalområdet, fordi man synes det er sjovt at lave ansøgninger i et byggesagssystem,” fortæller Ole Gerhardt Nielsen.

Samarbejde mellem kommunen og de frivillige om en smidigere vej
Ole Gerhardt Nielsen tog sammen med en række andre foreninger kontakt til kommunen om muligheden for at gøre tingene lidt enklere. Det har nu resulteret i to nye selvbetjeningsløsninger, som ganske vist ikke ændrer på, at det stadig er Bygningsreglementets krav og tidsfrister der gælder, men som dog gør det markant lettere for ansøgerne at søge.

Byggesagsbehandler Bashir Isse har været projektleder på løsningerne, og er glad for at kommunen nu kan tilbyde en smidigere vej for borgere, foreninger og skoler:

”Vi har haft en virkelig god dialog med de frivillige og foreningsrepræsentanterne, så vi kunne udvikle en løsning, som er så enkel og let at bruge som muligt, når man søger om midlertidig overnatning i kommunale lokaler eller indendørs arrangementer for over 150 mennesker. Det var bøvlet og tungt at skulle ind og søge via Byg & Miljø portalen. Vi kan ikke se bort fra de nationale krav i Bygningsreglementet – så vi skal stadig have ansøgningerne senest 14 dage før – men vi har bestræbt os på, at gøre det så ubureaukratisk som muligt at få sendt ansøgningerne afsted,” siger Bashir Isse.

Konkret er der tale om to selvbetjeningsløsninger, som kan findes på Odsherred Kommunes hjemmeside. Man indtaster basal info om tid, sted og rammer for arrangementerne, og kan med relativ få klik sende sin ansøgning afsted. Ansøgeren skal ikke selv oprette en byggesag og sagsbehandleren i kommunen får alt den information, som der er brug for. Ole Gerhardt Nielsen fra Højby Lokalråd har været med til at brugerteste systemet:

”Jeg synes det er ret overskueligt og nemt at bruge. Vi er ikke tilbage i de gamle dage før Bygningsreglement BR18, hvor vi kunne sende en blanket et par dage før tid. Men jeg oplever, at kommunen har lagt sig i selen for at gøre den lokale udmøntning så nem og smidig som mulig for os, der skal søge om overnatning eller indendørs arrangementer, ” siger Ole Gerhardt Nielsen.

Yderligere info:

De nye løsninger kan findes på Odsherred Kommunes hjemmeside:

https://odsherred.dk/indendoers (for at søge tilladelse til midlertidige indendørs arrangementer med over 150 mennesker)
https://odsherred.dk/overnatning (for at meddele midlertidig overnatning)

Kilde

Foto: ABW