Med billet til Odsherreds Trafikmuseum er årets rejse tilbage i tiden en rejse med Odsherredsbanen, der 18. maj fylder 125 år. Museets særudstilling 2024 handler om lokalbanen, der har haft stor betydning for udviklingen af Odsherred.

På museet udstilles og fortælles historien om den kollektive trafiks udvikling i Nordvestsjælland. Udstillingen på museet ændres fra år til år, og i 2024 sættes der ganske naturligt fokus på Odsherredsbanen i anledning af jubilæet.

Med tog gennem Odsherred i 125 år

Odsherreds Jernbane (OHJ) kan føre sin historie tilbage til 1873, samme år som udtørringen af Lammefjorden begyndte. Et konsortium fra Berlin søgte koncession til anlæg af en jernbane fra et punkt på banen mellem Roskilde og Kalundborg, åbnet i 1874, til Odsherred og Sjællands Odde.

Odsherredsbanen blev anlagt fra Holbæk til Nykøbing Sj. vest om Lammefjorden, og Fårevejle Station blev anlagt på ”Mellemøen” i den udtørrede Lammefjord.

Den 17. maj 1899 kørte indvielsestoget, og dagen efter indledtes driften med tre tog for både personer og gods i hver retning. Rejsetiden var ca. 2 1/4 time.

”Omsider nærmede det flag- og blomstersmykkede Tog sig, prustende og rygende. Lige idet det kører ind på Asnæs Station, giver Lokomotivet et skingrende Fløjt – i samme nu tav Nattergalene, og man hørte dem aldrig siden i al den Tid, jeg var i Asnæs! Den gamle Tid var veget for den ny,” skrev Marie Dahlerup, datter til præsten i Asnæs, om banens åbning i sine erindringer.

I det første driftsår havde banen 144.000 passagerer, og godsmængden var 110.000 t. I dag har Odsherredsbanen ½-time drift i dagtimerne på hverdage og time drift om aftenen og i weekenderne. Banen havde i 2023 ca. 1,2 mio. passagerer, og rejsetiden er ca. 55 minutter.

Odsherredsbanen, der i dag drives af Lokaltog A/S, har gennem de 125 år fulgt med tiden. De første mange år kørte togene som damptog, men fra 1920’erne og 1930’erne skiftedes til motordrift med benzindrevne motorvogne og diesellokomotiver. Efter 2. Verdenskrig anskaffedes skinnebusser. Det blev en ny epoke for banens persontrafik med de små ”lyntog”. Senere blev de erstattet med letbyggede dieseltog i form af Y-tog, IC2-tog og senest LINT-tog. Inden for få år vil man i forbindelse med den grønne omstilling opleve en fornyelse af togene fra dieseltog til batteritog svarende til skiftet fra dampdrift til motordrift.

”Ikke bare materielmæssigt, men også hvad angår banens spor, signal- og sikringsanlæg har Odsherredsbanen fulgt med tiden. Det er en spændende udviklings- og lokalhistorie, som vi nu skildrer på museet” udtaler Ole-Chr. M. Plum, formand for Odsherreds Trafikmuseum.

”Med årets særudstilling gives nogle ”nedslag” fra Odsherredsbanens spændende historie. F.eks. husker mange sikkert, hvorledes megen trafik fra hovedstadsområdet til sommerlandet Odsherred foregik med de gennemgående tog fra København til Odsherred,” fortsætter Ole-Chr. M. Plum.

Takket være aflevering af billeder og effekter fra folk, privatbanerne og færgeruter samt udlån fra Dansk Jernbane-Klub m.fl. har museet meget historisk materiale, som kan ses på de skiftende udstillinger.

Ved et besøg på Trafikmuseet kommer der altid en livlig snak om gode rejseoplevelser, f.eks. om, hvad man kan fra se fra togvinduet.

I 2024 er museet åben onsdag og lørdag, kl. 10-14, fra 18. maj til 31. august samt 12., 16. og 19. oktober (skolernes efterårsferie), læs mere på www.trafikmuseet.dk

Foto: ABW