Tog og skinner har altid fascineret folk i alle aldre – helt fra det første Brio-tog og det efterfølgende modeltog. Nu har Odsherreds Trafikmuseum fået foræret en modeljernbane fra begyndelsen af 1960’erne, og efter mange år i ”depot” er der atter liv i de gamle modeltog.

Lige siden Odsherreds Trafikmuseum åbnede i 1992, har en del af udstillingen være en række modeller af DSB-færger samt skibe, der har sejlet i rutetrafik på Isefjorden. Modellerne blev doneret til museet af nu afdøde Aksel Valentin-Petersen, der boede i Asnæs, og nu har museet arvet Aksels modeljernbane.

Aksels modeljernbane

Det er en del år siden, at Aksel døde, og hans modeljernbane fra omkring 1960 blev stillet til side på et loft. Modelbanen er på en plade, som kan vendes op ad en væg, så den ikke fylder så meget, når den ikke blev brugt. Sådan blev der plads til modeljernbaner i datidens hjem.

Nu skulle der ryddes op, og Aksels familie henvendte sig til trafikmuseet om modeljernbanens fremtid.

”Det blev snart aftalt, at vi kunne få modelbanen, og så håbede vi på, at den også kunne komme til at fungere igen”, fortæller formanden for Odsherreds Trafikmuseum, Ole-Chr. M. Plum, og i august kom modelbanen så fra Jylland til Hørve.

”Efterfølgende er anlægget i sin oprindelige form monteret på en af museets vægge, og det af Aksel hjemmelavede betjeningsanlæg blev nøje gennemmålt og afprøvet, så nu kører togene igen på de gamle skinner”, fortsætter Ole-Chr. M. Plum.

Modeljernbanen på Odsherreds Trafikmuseum og kan besigtiges på åbningsdagene i efterårsferien. Samtidig kan man gå på opdagelse i museets forskellige små udstillinger om den kollektive trafiks udvikling.

Museet udskifter hvert år en del af udstillingen med nye temaer. I 2023 er temaudstillingen om Slagelse – Værslev banen, men nu føjes et ekstra tema til: Modeljernbane anno 1960.

DSB-strækningen mellem Slagelse og Værslev gennem 125 år

Den 30. april 1898 åbnede statsbanen fra Slagelse til Værslev (Kalundborg), og selvom banen blev lukket i maj 1971, er der stadig ”liv i banen” bl.a. med veterantog, Den har en spændende historie. Tølløsebanen overtog, og i 1997 købte man strækningen for 1 krone!

På Odsherreds Trafikmuseum markeres jubilæet med en plancheudstilling om den vestsjællandske sidebanes spændende historie fra planerne om baneanlægget, hvor man diskuterede, om banen skulle øst eller vest om Tissø til banen lukkede i 1971

Under besøget på Trafikmuseet kommer der altid en livlig snak om gode rejseoplevelser, f.eks. om, hvad man kunne se fra togvinduet, og olde- og bedsteforældrene husker turen med toget måske til og fra skole eller på ferie.

”Mange besøg på trafikmuseet resulterer i ”Den gode historie”, når minder dukker op hos ældre besøgende eller når, der kommer spørgsmål fra børnene, som besøger museet. De kender f.eks. kun til Rejsekort og mobilbilletter, så en ældre edmonsonsk papbillet giver anledning til spørgsmål”, slutter Ole-Chr. M. Plum.

Kom forbi trafikmuseet og vær med til premieren på Aksels modelbane i efterårsferien.

Museet har åbent lørdag den 14., onsdag den 18. og lørdag den 21. oktober, alle dage kl. 10-14.
Læs mere på www.trafikmuseet.dk

Velkommen til Odsherreds Trafikmuseum